Udsagnsord (verber)

Udsagnsord hører til en af de tre største ordklasser, vi har.  Udsagnsord kalder vi også for verber. I ental hedder et udsagnsord for et verbum. Hvordan finder vi så et udsagnsord? Vi kan finde et udsagnsord ved at sætte ordene ’at’ eller ’jeg’ foran (fx at danse, jeg danser).  
 
Udsagnsord er ord, der viser en HANDLING
    • at nogen gør noget fx Hun sparker   • at noget sker fx Skibet synker    • at nogen/noget er i en bestemt tilstand fx De bor i Kbh.
 
Udsagnsordsspil
149,00 DKK
   
Mindstekravet for en sætning er, at der er et udsagnsord i fx ”Kør!” Dette ene lille udsagnsord udgør en sætning. Gør vi sætningen lidt længere fx ’Han kørte’, så har vi et verbal. Og når vi har et sammensat verbal, består det af flere led fx ’Han er kørt’. Altså et udsagnsordsled. Hvad bruger vi så udsagnsord til? Og hvad er udsagnsords / verbers funktion i en sætning? Udsagnsord / verber kan opdeles i grupper, fx har vi en gruppe udsagnsord, som kaldes handleverber, og de knytter sig til grundled og skaber handling og bevægelse (fx sparke, stjæle, løbe). En anden gruppe af udsagnsord er tilstandsverberne. Når vi bruger disse udsagnsord, så går tiden lidt langsomt og tempoet sættes ned (fx ligge, bo, være, sove). Vi har også en gruppe udsagnsord, som vi kalder sigeverber/ytringsverber – og med disse udsagnsord / verber skabes en variation i teksten (fx sige, hyle, grine, fortælle, råbe). Udsagnsord / verber kan have en regelmæssig eller uregelmæssig bøjning. Udsagnsord bøjes i TID efter et bestemt ’mønster’. De uregelmæssige udsagnsord følger ikke bøjningsmønsteret. Vi sætter forskellige endelser på roden af udsagnsordet i de forskellige tider, og sådan bøjes ordet.
Fx hop-hoppe-hopper-hoppede-hoppet-hoppende. Her ser vi at udsagnsordets rod er hop. Vi kalder denne form for bydeform (imperativ). På denne rod kan vi sætte forskellige endelser på, så udsagnsordet bliver bøjet. Hoppe er navneformen (infinitiv). Det er formen vi bruger når vi slår udsagnsord op i en ordbog. Når handlingen foretages i nutid sættes endelsen –er på. På latin hedder denne nutid præsens. I datid (imperfektum) er endelsen –ede eller –te (hoppEDE, læsTE). Den udsagnsordsbøjning, der oftest volder eleverne vanskeligheder, er den korte tillægsform / perfektum participium. Her er endelsen ofte –et og det bliver af mange elever pga. en ikke distinkt udtale måske til –ede fx ”Han har hoppede” og ikke ”Han har hoppet”. Denne udsagnsordsfejl ser vi ofte. Den korte tillægsform af udsagnsordet er ’hoppet’ og det er denne bøjning, der er en del af verbalet ’har hoppet’. Den lange tillægsform (præsens participium) har en regelmæssig endelse –ende. Ikke at forveksle med navneordsendelsen –ene. Endelig kan udsagnsord opdeles efter finitte og infinitte verbalformer. Når vi taler om et finit verbum, vil det sige at udsagnsordet er bøjet i tid og de kan stå alene i en tekst. Fx ’jeg hopper’.  Når udsagnsordet er infinit (altså ikke bøjet i tid) kan de ikke stå alene i en sætning fx ’jeg hoppet’. Udsagnsord kan også opdeles i transitive og intransitive verber. Når vi taler om et transitivt verbum, vil det sige at udsagnsordet tager genstandsled (objekt), fx Manden lægger bogen (bogen = objekt). Vi kan ikke bruge udsagnsordet ligger: Manden ligger bogen.  Når vi taler om et intransitivt verbum, vil det sige at udsagnsordet ikke tager genstandsled, fx Manden ligger.